Lov om radio- og teleterminaludstyr og elektromagnetiske forhold.
Erhvervsstyrelsen fører kontrol med markedet for netrelateret hardware.
Erhvervsstyrelsen fører tilsyn og kontrol med, at markedsført radioudstyr og teleterminaludstyr samt elektriske og elektroniske apparater overholder bestemmelserne i R&TTE-loven.
Loven indeholder bestemmelser, der gennemfører følgende direktiver:
Erhvervsstyrelsens markedskontrol omfatter alle produkter, som er omfattet af loven, og foretages i hele landet som en stikprøvevis kontrol i grossist- og detailleddet. Ved markedskontrollen kontrolleres markedsførte produkter for CE-mærkning. CE-mærkningen er en tilkendegivelse af, at produktet overholder lovens krav. Apparater under EMC-direktivet skal overholde beskyttelseskravene, og radioudstyr og teleterminaludstyr skal overholde de væsentlige krav.
Bliver Erhvervsstyrelsen opmærksom på, at specifikt udstyr markedsføres, som ikke overholder gældende tekniske standarder, kan Erhversstyrelsen øge kontrolindsatsen for dette udstyr. Under Særlig kontrolindsats kan du læse mere om det udstyr, Erhvervsstyrelsen netop nu fører en øget kontrolindsats på.
Erhvervsstyrelsen kan fra fabrikanten eller den ansvarlige for markedsføringen rekvirere den udstedte overensstemmelseserklæring om overholdelse af beskyttelseskravene henholdsvis de væsentlige krav, som ligger til grund for CE-mærkningen. Radio- og teleterminaludstyr kontrolleres også for supplerende mærkning m.v. i henhold til lovens bestemmelser.
Hvis der er tvivl om et produkt overholder beskyttelseskravene henholdsvis de væsentlige krav, kan Erhvervsstyrelsen på stedet foretage undersøgelser af apparatet og bede om overensstemmelseserklæring og teknisk dokumentation.
Hvis kontrollen viser, at et produkt ikke overholder bestemmelserne om markedsføring, kan Erhvervsstyrelsen over for "markedsføreren" nedlægge forbud mod markedsføring eller ibrugtagning af et produkt samt eventuelt påbyde tilbagekaldelse af udstyr, der ikke overholder kravene.
Hvis det ikke med tilstrækkelig sikkerhed kan fastslås, om et produkt overholder bestemmelserne, og hvis resultatet af kontrollen - eventuelt sammenholdt med andre relevante oplysninger - fører til, at der er begrundet tvivl, om produktet overholder bestemmelserne, kan der foretages en politianmeldelse.