Norden og Østersøregionen er en væsentlig del af Danmarks nærområde. Danmark deltager derfor i arbejdet med at skabe de bedst mulige vilkår for økonomisk og erhvervsmæssig udvikling i regionen.
Danmark indgår i flere nordiske samarbejdsfora og i EU's østersøstrategi. Visionen for det nordiske samarbejde er, at Norden skal blive en ledende region inden for innovation, entreprenørskab, grøn vækst og velfærd. Østersøstrategien peger på nøgleudfordringer og endnu ikke udnyttede ressourcer i Østersøregionen og fokuserer bl.a. på at forbedre miljøet, infrastrukturen og energiforsyningsstrukturen landene imellem.
Erhvervsstyrelsen er involveret i tre af Østersøstrategiens 15 prioriterede områder og deltager i Nordisk Ministerråds embedsmandskomité for Næring.
De fem nordiske lande Danmark, Norge, Sverige, Island og Finland arbejder sammen om at forbedre og koordinere erhvervs- og energipolitiske forhold. De nordiske landes samarbejde er delt i to søjler: Nordisk Råd og Nordisk Ministerråd.
I 2009 blev EU-strategien for Østersøområdet vedtaget. Strategien gælder fra 2009 til 2013 og består af 15 prioriterede områder. Erhvervsstyrelsen er involveret i tre af de femten indsatsområder.